Karup Sogn

af Inger Merstrand.

 

Den vestlige del af Karup sogn

- et område, der er kendt i hele landet for sin store flyvestation og lufthavnen

Af Inger Merstrand, Lokalhistorisk Arkiv i Karup

 

Størstedelen af Karup sogn, dvs. ca. 2/3, ligger vest for Karup å og grænser op mod Herning og Ikast kommuner. Det er en del af Karupfladen og omfatter Grove, Gedhus og Hessellund heder. Indtil kommunesammenlægningen i 1970 hørte det under Grove sogn og lå i Ringkøbing amt. Endnu tidligere – indtil 1893 – har det hørt under Haderup sogn, som dengang var Danmarks største med 32.000 tdr. land. Der var langt til Haderup kirke fra sognets yderkanter, og beboerne i Uhre syd for Karup havde næsten 25 km. til kirken. Det var en hel dagsrejse ad de dybe, sandede hjulspor over heden.

 

Sagn og historier fra egnen

I de mørke vinternætter rugede uhyggen over heden, og dystre sagn og overleveringer om ”wåhr” (varsler) og gengangere knytter sig til Karupfladen. Her ligger der en lille sø, Kragsø, som hverken har til - eller afløb. Om den fortælles det, at her engang lå en stor herregård. Herremanden var meget ugudelig, og da han en aften havde besøg af sine svirebrødre, fandt de på at ville lave grin med præsten i Haderup. De lagde derfor en død gris i herremandens seng og sendte bud efter præsten med besked om, at herremanden lå for døden og ønskede at komme til alters. Præsten lod i hast spænde for vognen og kørte den lange vej over heden til herregården. Da han kom ind i det halvmørke sovekammer og trak forhænget fra sengen for at give herremanden den sidste nadver, så han i stedet den døde gris og blev så rasende, at han skyndte sig ud til vognen, imens han forbandede den ugudelige herremand. Og da han kørte bort, sank borgen i grus bag ham, mens vandet vældede frem og opslugte både herregården og dens beboere. Sådan opstod Kragsø! Det blev sagt, at man i mange år kunne se hjulsporene, der førte fra søen og op på land.

 

Overfaldet på Wolle  Gedhus

Egnen var i århundreder dækket af lyng. Det var et af de mest øde og ubeboede områder i landet med få og spredte gårde, heriblandt det ensomt beliggende Gedhuset, som Jeppe Aakjær har skrevet om. Den gamle hedegård blev oprindelig kaldt ”Korshuuset”, fordi den lå ved krydset mellem vejen fra Herning til Viborg og den gamle Horsens-Holstebrovej. Gedhus-navnet kommer af, at en beboer først i 1800-tallet havde mange geder. I adskillige år var her smugkro, og det blev sagt, at ejeren havde mange penge. Rygtet blev i 1835 årsag til et røverisk overfald på den daværende ejer, Wolle Gedhus. En mørk nat i august blev han narret ud på heden, hvor han blev overfaldet af to røvere, der slog ham ned og bandt ham, hvorefter de stjal alt, hvad de kunne finde på gården. Først flere år efter overfaldet fandt man de skyldige. Det var to kendte forbrydere, Nøragersmeden og Bette Fanden, som blev dømt til offentlig kagstrygning og livsvarigt tugthus. Wolle Gedhus kom sig aldrig helt efter det brutale overfald og var altid bange for igen at blive overfaldet. Han anskaffede sig derfor en sabel og en stor, bidsk hund og lod sætte jernstænger for alle vinduerne i stuehuset.

 

Tugthusfangerne i Gedhus

Mange år efter hans død sad jernstængerne endnu for vinduerne, da den fattige, forfaldne hedegård i 1899 blev landets første åbne fængsel. Stedet blev valgt på grund af sin øde beliggenhed på den flade, træløse hede, hvor en flygtet fange ville kunne ses på lang afstand. Fangerne kom fra Horsens Tugthus og skulle tilplante heden, der strakte sig, så langt øjet rakte. Det var hårdt arbejde med en daglig arbejdstid fra kl. 6 om morgenen til kl. 7 om aftenen. Blandt de første fanger var både voldtægtsforbrydere, mordere og en enkelt pyroman. Ikke underligt, at den nærmeste nabo, gamle Stine, som boede ca. 2 km. fra Gedhus, var bange for at få sådan nogle forbrydere til egnen.  For, som hun sagde: ”De ku’ li’sågodt send’ klåre Fanden herud.” Alligevel blev hun som en af de første ven med Gedhusets nye beboere. Hvis vejret var dårligt, blev fangerne sat til halm- eller kurvefletning af pilevidjer, og i deres sparsomme fritid lavede de bl.a. et primitivt keglespil og et flytbart styrtebad. Den første sommer blev en succes, og i de følgende år ankom der hvert forår og efterår et hold fanger, som plantede træer og gravede huller til plantning det efterfølgende år. I 1951 ankom det sidste hold fanger. Nu var hele heden plantet til, og det næsten endeløse lynghav var afløst af store plantager.

 

Tugthusfangerne. I den sparsomme fritid blev der spillet med hjemmelavede spil. I baggrunden ses et flytbart styrtebad.

 

Fliegerhorst Grove

Umiddelbart efter besættelsen i 1940 begyndte tyskerne at anlægge en meget stor flyveplads vest for Karup. De gav den navnet Fliegerhorst Grove, fordi det meste af den lå på Grove hede. Stedet var velegnet pga. sin beliggenhed i en af Jyllands mest øde og flade egne. Allerede inden krigen havde tyskerne udarbejdet planer for området ved hjælp af spioner, og de begyndte med at beslaglægge de få ejendomme på heden, hvorefter det store anlægsarbejde gik i gang. Jernbanen gik tæt forbi flyvepladsen, og der blev anlagt et sidespor ind på området. Det var Danmarks længste sidespor, og ad banen blev kolossale mængder af cement og andre byggematerialer samt våben og brændstof transporteret til flyvepladsen. Alt arbejdet på den foregik med dansk arbejdskraft, og hver dag kom arbejderne i tusindvis kørende fra nær og fjern. I 1941 var ca. 11.000 mand beskæftiget med bl.a. at støbe kilometerlange start- og rullebaner og bygge hangarer og bunkere. To år efter blev den kolossale bunker i Gedhus opført. Prisen for den svarede omtrent til den første Lillebæltsbro. Men for tyskerne var det lige meget, hvad det kostede, for det hele blev bygget for danske penge, som blev trukket på nationalbanken.

 

Gedhus-bunkeren.

Fotoet viser den store bunker i 1945 med sløringsnet foroven. Den var 63 m lang og 17 m høj med 3,5 m tykke mure.

 

Flygtningelejrene

I krigens sidste måneder flygtede i tusindvis af østtyskere til Danmark, drevet på flugt af de fremstormende russiske hære. Så godt som alle flygtningene var kvinder, børn og gamle mænd, og mange sultede eller frøs ihjel under den 3 måneder lange flugt, der begyndte midt i vinterens kulde med sne og hård frost helt ned til minus 25 grader. De mange flygtninge blev samlet i flygtningelejre, og på en del af flyvepladsen ved Karup blev der oprettet to store lejre i Gedhus og Grove. Her tilbragte ca. 25.000 tyske flygtninge 3-4 år, stuvet sammen i træbarakker og spærret inde bag skyttegravspigtråd under bevogtning af svært bevæbnede vagtposter, som de ifl. reglementet ikke måtte komme nærmere end 10 skridt. Al fraternisering mellem danskere og tyskere var strengt forbudt og blev straffet med henholdsvis bøder og fængsel. Lejrene var isoleret fra det omgivende samfund og en hel verden for sig selv med både byråd og borgmester, kirke og retsvæsen, og i de forskellige barakker indrettede tyskerne bl.a. rådhus, sygehuse, alderdomshjem, skoler, børnehaver og værksteder. De sidste flygtninge kunne først sendes tilbage til det forarmede Tyskland i 1948/49.

 

Grove-lejren. Her har den 14-årige Eva-Maria tegnet sit og familiens ”hjem” i flygtningelejren.

 

 

Nordeuropas største flyvestation

Efter befrielsen overtog Royal Air Force den tidligere tyske flyveplads, og der blev udarbejdet en opgørelse over alt, hvad der fandtes på pladsen. Meget materiel blev destrueret, og store mængder ammunition og bomber blev sprængt på flyvepladsens område. Af de i alt 165 fly overtog RAF de 36, resten blev destrueret, og en produkthandler i Herning købte 600 tons rester af flyvemaskiner. Den 31. december 1945 blev flyvepladsen officielt overdraget til den danske stat, og midt i januar 1946 ankom den første eskadrille fra Jydske Flyverafdeling. Det var begyndelsen til Flyvevåbnet, som blev oprettet i 1950, hvor flyvepladsen samtidig ændrede status til flyvestation. De første jagerfly var propeldrevne, men allerede i 1951 kom jetflyene til Karup, og støjen fra dem blev en del af hverdagen på egnen, indtil den sidste Draken-eskadrille blev nedlagt i 1993. I dag har forsvarets helikoptere base på den store flyvestation, som er Nordeuropas største med ca. 3000 ansatte, og hvor NATO også i en årrække havde hovedkvarter. I den gamle bunker i Gedhus har Flyvertaktisk Kommando og Vejrtjenesten i mange år haft kontorer, og på flyvestationens store område er der bl.a. operationsstøtteskole, Hærens operative kommando, den civile Karup Lufthavn og Danish Aerotech, som også er en civil virksomhed.

 

Jetbyen Kølvrå

Kølvrå blev grundlagt i 1950, da en gruppe håndværkere, som arbejdede på flyvestationen, stiftede en boligforening for at skaffe billige boliger tæt på deres arbejdsplads. Byen blev bygget på den gamle hedegård Kølvrågårds marker, og det blev en helt speciel by. Det var den første by, der var planlagt helt fra grunden, og den blev omtalt i alle landets aviser: Miraklet på heden – byen med de kønne, unge fruer – skatteydernes paradis. På Polyteknisk Læreanstalt blev grundplanen brugt som et skoleeksempel på en mønsterby. Den havde kurvede veje og T-kryds af hensyn til trafiksikkerheden, og her blev der for første gang bygget et såkaldt butikstorv, hvor forretningerne lå samlet, og hvor man ad en smal ”gågade” kunne gå fra den ene til den anden af de 13 butikker. Alle boliger var lejeboliger, og skatteprocenten var Danmarks laveste. I 1951 var den kun på 3,5. Gennemsnitsalderen var også landets laveste - for kvindernes vedkommende kun 20-25 år. Skolen, som blev bygget i 1953, var ifl. aviserne den eneste skole, der var lydisoleret lige så godt som Radiohuset pga. støjen fra de mange jetfly. I 1956 fik byen sin egen station, som allerede efter få år havde flere ekspeditioner end alle de andre stationer på ”konebanen” – vel at mærke tilsammen.

 

Flyvestation Karup. Ved hovedvagten er opstillet et Drakenfly til minde om jetflyets 23-årige epoke på flyvestationen. 

 

Området i dag

Kølvrå skiller sig stadig ud ved at have et meget stort antal lejeboliger i forhold til ejerboliger, men alle de flere end 20 forretninger, der lå i Kølvrå engang, er nedlagte, og skolen, som har været oppe på et elevtal på 3-400 elever, bliver nedlagt ved skoleårets slutning. Larmen fra jetflyene er forsvundet, og i stedet høres indimellem lyden af en helikopter eller et fly fra lufthavnen. Af den oprindelige hede er der kun et lille område tilbage ved Røverstuen, hvor Blicher i en novelle lod Sorte Mads skjule cornetten og frøkenen fra Aunsbjerg for deres rasende forfølgere. Om sommeren får egnen besøg af mange lystfiskere, for Karup å, som har bevaret sit oprindelige løb og endnu som i Jeppe Aakjærs tid ”skrider til havs i en sindig spiral”, er berømt for sine mange og store havørreder. Men også mange tyskere kommer for at besøge Den tyske Flygtningekirkegård ved Kølvrå. Her ligger i alt 148 soldater og 1185 flygtninge, mest små børn, begravet i fremmed jord fjernt fra deres hjemland. De mange grave er beplantet med lyng fra Lüneburg Heide, og de lange rækker af hvide kors i den ensomt beliggende gravlund minder nutiden om et trist kapitel i egnens begivenhedsrige historie.

 

Den østlige del af Karup Sogn

- engang kendt viden om for sin kirke og helligkilde

 

Karup sogn ligger på en stor, flad hedeslette. Den er dannet under sidste istid, da Vestjylland var isfrit, men til gengæld blev oversvømmet af store mængder smeltevand med masser af sand. Sognet, der udgør Viborg kommunes sydvestligste ”hjørne”og gennemskæres af Karup å, er kommunens største. Øst for åen ligger det oprindelige Karup sogn og vest for den en del af Grove sogn, der blev lagt sammen med Karup ved kommunesammenlægningen i 1970. Det er derfor nærliggende at dele sognehistorien op i to dele med åen som skillelinje.

Karup-egnen har været beboet helt tilbage i stenalderen. Det viser de mange oldtidsfund i sognet, f.eks. ved Åresvad å, hvor der er fundet flere tusinde flinteredskaber. Og et af landets ældste metalfund, en økse i irsk stil, er gjort i Karup, mens der i Vallerbæk er fundet rester af 6-8 sværd og ca. 30 spydspidser fra romersk jernalder.

 

Berømt i middelalderen

På en bakke tæt ved Karup å ligger den lille, uanseelige kirke, hvis hvidkalkede mure gemmer på en af Danmarks mest specielle og spændende kirkehistorier. Den var engang en stor og prægtig kirke, og i middelalderen valfartede tusinder af pilgrimme til stedet. På meget gamle kort er Karup aftegnet som en købstad, og ca. 30 veje førte fra alle sider mod Karup, der havde sit eget birketing. Byen var så betydningsfuld, at rigsrådet samledes her i 1533 for at drøfte valget af en ny konge. Egnen var også berømt for et såkaldt trebundet skel. Det lå lidt nord for Karup ved udløbet af en lille bæk i Karup å. Her kunne man stå på en stor sten og kaste en sten i tre stifter, tre sysler, tre amter, tre herreder, tre sogne og tre bymarker, altså i alt 18 skel. Sådan et skel var noget helt enestående i Danmark, og det er blevet kaldt ”Jyllands hjerte”, fordi det markerede det punkt i Jyllands midte, hvor grænserne har mødtes fra landets ældste tider.

 

Helligkilden

Karups berømmelse begyndte med Helligkilden, som i middelalderen var en af de mest kendte kilder i Danmark. Ifølge et gammelt sagn fik den sit ry, da en blind mand blev helbredt ved at drikke af kildevandet. Han drømte en nat, at han skulle lade sig føre til et kildevæld, der udsprang under en sivbusk. Her skulle han bade sine øjne i vandet, mens han bad til jomfru Maria, og så skulle han få sit syn igen. Da han gjorde som i drømmen, skete underet virkelig, og han kunne atter se. Miraklet rygtedes hurtigt, og folk kom langvejs fra for at blive helbredte for alle mulige sygdomme ved at drikke af kilden. Der blev bygget et ”træværk” over kildevældet for at tage af for vind og vejr, og senere opførtes et kapel, hvor pilgrimmene kunne bede. Kilden og kapellet blev omgivet af en mur, så ingen kunne drikke af kildevandet uden først at betale til de fromme mænd, der vogtede kilden.

 

Vor Frue kirke og alter

Efterhånden blev kapellet for lille, og da pilgrimmene fortsat strømmede til, blev der bygget en stor og prægtig korskirke for de mange gaver fra de valfartende. Kirken viedes til Vor Frue, og den var prægtigt udsmykket med både altre og helgenbilleder. Den havde 7 hvælvinger og et tårn med et højt spir, som kunne ses på lang afstand på den flade egn, og som blev brugt som vejmærke af pilgrimmene. I nærheden af kirken blev opført et hospital, hvor de syge kunne hvile og blive passet og plejet. Hospitalet blev kaldt ”Vor Frue Alter”, og det fik i årenes løb en meget stor formue og ejede meget gods og adskillige gårde. Den store valfartskirke fik i 1485 papir på også at være sognekirke, og få år senere gav paven kirken tilladelse til at sælge afladsbreve. Sådan et brev kunne sikre syndsforladelse i 7 år, hvis ellers man besøgte kilden og kirken på 7 særlige dage. Ved kirken er fundet et meget sjældent pilgrimstegn af bly. Det kunne sys på tøjet, og man troede, at det beskyttede den, der bar det.

 

Her er en model af Karup kirke, som den kan have set ud engang i sin storhedstid - bortset fra, at der mangler en gylden vindfløj. I dag er kirken kun ca. 1/3 af sin oprindelige størrelse.

 

Nedgangstider

Allersmukkest af alle helgenbillederne i kirken var et undergørende billede af jomfru Maria, udskåret i træ og malet i vidunderlige farver. Om det fortælles i digtet ”Peder Smid og Atzer Bonde”, at en snedig præst havde udhulet hovedet og fyldt det med vand, så ”det saa sact gennem Øget rand”. Da bedraget blev opdaget, aftog pilgrimsstrømmen, og efter reformationen i 1536 overtog kongen, Kristian den Tredje, både kirken og det formuende hospital. De smukke helgenbilleder og forskellige kunstgenstande blev spredt for alle vinde, og da der ikke længere var indtægter fra Helligkilden, var der heller ikke penge til at vedligeholde hospital og kirke. I årenes løb sank hospitalet i grus, og den før så smukke og prægtige kirke forfaldt mere og mere. I 1714 slog lynet ned i kirketårnet og beskadigede også selve kirken, så den nærmest lå hen som en ruin, og i 1743 blev den solgt på en auktion til herremanden på Aunsbjerg for 308 rigsdaler. Han nedrev det meste af den, så den fik sin nuværende størrelse. De nedrevne munkesten blev brugt til herregårdens svinestald. Helligkilden blev efterhånden glemt og gemt og dækket af et tykt lag muld, men i 1906 blev stedet genopdaget, i øvrigt takket være en gammel, blind kone, og kilden blev udgravet af Nationalmuseet. I dag kan resterne af den ses i Hanne Lenler-Eriksens have sydøst for kirken.

 

 

Pilgrimsmærket fra Karup.

Ved kirkens fødselsdag i oktober sidste år blev der for første gang i ca. 500 år støbt og solgt pilgrimstegn ved kirken.

Det var Lokalhistorisk Forening, der havde stor succes med salget.

 

Engvandingens vugge

På Karup kirkegård står et gammelt, forvitret jernkors, hvor man med besvær kan tyde følgende verslinjer: Med begge (bække) Vand han danned Land, der vokser frem med Kløverblad en Minde skøn, mens Verden staae. Korset er rejst over Jens Staulund (død 1868), den mest kendte af egnens tre engvandingsmestre og af Blicher omtalt som en mirakelmand. Det havde en uvurderlig betydning for de fattige hedebønder, at de lærte at overrisle de tørre enge, som derved forvandledes til frodigt græs og gav foder til flere kreaturer. Den første engvandingsmester var Peder Staulund, der havde lært kunsten i Holland, og som sidst i 1700-tallet gik i gang med at grave grøfter og kanaler og bygge stemmeværker ved Vallebæk. Stedsønnen Jens Staulund lærte kunsten af sin stedfar, og digteren Goldshmidt fortæller i ”En Hedereise”, at familien Staulund har anlagt ”de største Engvandingsanlæg, der i Danmark ere blevne udførte uden technisk Bistand”. Den længste af kanalerne var på 3½ km. Den sidste engvandingsmester var Chr. Feddersen, som sammen med Dalgas oprettede en engvandingsskole på gården ”Engholm” ved Karup kirke. Da Det danske Hedeselskab blev stiftet i 1866, fik Feddersen overdraget nivellerings- og opmålingsarbejdet ved Karup å, og fem år senere var der anlagt 10 kanaler ved åen. Egnen er blevet betegnet som engvandingens vugge, og rundt om i sognet kan der stadig ses rester af de mange kanaler og grøfter.

 

Den lille, enkle kirke, som den ser ud i dag.

 

Banen bragte opsvinget til Karup

Omkring år 1900 var Karup en lille, fattig hedelandsby med nogle få gårde og forfaldne huse, en skole og en gammel kro og vandmølle. Men da der i 1906 blev anlagt en såkaldt kulturbane tværs over de øde hedeegne mellem Herning og Viborg, kom opsvinget til Karup, og byggeriet tog fart. Karup ligger midt imellem de to byer, og da lokomotiverne, der naturligvis var damplokomotiver, ikke kunne køre hele strækningen uden at få påfyldt vand, blev der bygget et vandtårn i byen. De fleste af stationerne blev anlagt på den bare hede, og trods sin ringe størrelse var Karup den største by på strækningen. Den fik derfor en mandlig stationsmester, mens baneformændenes koner blev ansat som ekspeditricer alle andre steder, for ingen regnede med ret meget trafik på banen. Inden længe blev der imidlertid en omfattende godstrafik med mergel og landbrugseksport, og konerne blev afløst af mænd efter få år. Men øgenavnet ”Konebanen ” blev hængende ved banen i mange år. Den blev nedlagt i 1971.

 

Kæmpetransport af tørv og lyng

Under 1. verdenskrig blev der transporteret kolossale mængder af tørv og lyng fra Karup. En lokal købmand og igangsætter, I.C.Nielsen, købte 90 tdr. land mose fra Kølvrågård og begyndte en større tørveproduktion. Han opførte ni store ælteværker, og da produktionen var på sit højeste i 1918, var der en årlig produktion på 27 millioner tørv, og ca. 300 mand var beskæftiget i mosebruget. I.C.Nielsen købte også store hedeområder ved bl.a. Frederiks og begyndte en storeksport af lyng til Tyskland. Stationen blev udvidet for mosebrugets regning, og i en periode blev der hver dag kørt ca. 150 jernbanevogne af sted med lyng fra Danmark til Tyskland, hvor den bl.a. blev brugt til faskiner i skyttegravene og til lyngmel til kreaturfoder. Under krigen blev der også bygget en stor fabrik i Karup. Her produceredes tørrede grønsager til eksport, men fabrikken nedbrændte efter få år.

 

Her ses Karup station ca. 1916. De mange togvogne er ved at blive læsset med lyng til Tyskland.

 

1800-tallets kriminalgåde

Til Høgild knytter sig beretningen om det, som Jeppe Aakjær har kaldt århundredets kriminalgåde. Hovedpersonen var tjenestepigen Maren Christensdatter, som blev overfaldet med to års mellemrum. Første gang i 1843, da hun blev snittet tværs over struben og fundet bevidstløs og blødende på Kongenshus hede. Anden gang ved Høgild mølle, hvor hun en martsmorgen blev fundet liggende bag svinehuset med et snitsår tværs over struben, tilsølet af blod og naglet fast til jorden med en lang kniv, drevet igennem hånden og så langt ned i den frosne jord, at den kun med besvær kunne vristes løs. Pigen kunne ikke fortælle noget om overfaldene. Det sagdes på egnen, at gerningsmanden var en tater, som hun havde været kæreste med, men selv om der blev udsat en dusør på 20 rigsdaler for oplysninger, der kunne føre til opklaring af sagen, forblev den uopklaret.

 

Udgravning fra 12-1300-tallet i Bøgelund

I den sydligste del af Karup sogn ligger Bøgelund, som i dag kun består af nogle få ejendomme. Men i svunden tid har her været en større bebyggelse, hvor flere veje mødtes. En meget lille del af den blev udgravet i 1979-80 under ledelse af Viborg Stiftsmuseum, og udgravningerne afslørede resterne af en nedbrændt trækirke og en kirkegård med mange grave, heriblandt mange børnegrave. Der blev også fundet en del potteskår og mønter fra Valdemar Sejrs tid (1202-1241). Det hele var dækket af et tykt sandflugtslag, og det blev konstateret, at bebyggelsen var blevet forladt omkring 1320, sandsynligvis på grund af en af de kraftige sandstorme, der hærgede det flade land på den tid. Trap nævner et kapel, der har ligget på egnen. Det kan muligvis være trækirken i Bøgelund.

 

Nutidens vartegn

For århundreder siden var tårnet på Vor Frue kirke med sit høje spir et vartegn for Karup, men tårnet er for længst borte, og kirken syner ikke af meget ved siden af sin store nabo, Karup Kartoffelmelfabrik. Dens kæmpemæssige siloer kan ses på lang afstand, og i dag er Karup kendt vidt omkring for den store fabrik med tilhørende proteinfabrik. Den er efter gentagne udvidelser ikke alene Danmarks, men hele Nordeuropas største, og siloerne er blevet nutidens vartegn for den engang så berømte valfartsby.

 

Kartoffelmelfabrikkens store siloer ligger tæt ved Jeppe Aakjærs ”tungt henskridende Karup å”

 

 

Fakta

 

Navnet: Karup kommer af mandsnavnet Kaare og torp (udflyttet gård)

 

Indbyggertal

1850: 181

1901: 300

1960: 1137

2006: 3462

 

Areal: 1960: 2642 ha.

Areal: 2006: 8605 ha.